
3. marts 2025
Danske virksomheder producerer i stigende grad i Danmark
For at øge forsyningssikkerheden vælger danske designvirksomheder i stigende grad at produktudvikle og producere i Danmark. Det er dyrere, men kan både tilføre kvalitet og styrke brandet.
Udsigten til handelsudfordringer med Kina får mange vestlige virksomheder til at flytte produktionen til andre lande, og for første gang nogensinde var udenlandske investeringer i Kina faldende i 2024. Tendensen med at rykke ud af Kina gør sig også gældende blandt danske virksomheder.
– I øjeblikket ser vi bevægelser, og det er min fornemmelse, at der i stigende grad bliver trukket produktion og udvikling tilbage til Danmark. Gennem mange år har det primært været økonomien, der har drevet danske virksomheder til at producere i Østen, men nu er forsyningssikkerhed blevet centralt, og generelt vil man gerne have mere kontrol med forsyningskæderne, siger Martin Delfer, der er CEO hos Danish Design Center, og tilføjer:
– For mange danske brands er det også med til at understøtte deres historiefortælling og værdier samt at gøre produktet mere interessant. For nogle kunder kan det for eksempel skabe ekstra værdi at købe dansk, fordi de har tillid til det nære, solide og autentiske, danske håndværk.
Danske Nimbus Motorcycles har valgt både at designe, udvikle og producere deres elcykler og elmotorcykler i Danmark, selvom det umiddelbart er dyrere.
– Det er en bærende del af vores brand at lave alt i Danmark velvidende, at vi kunne have gjort det billigere ved for eksempel at have produktion i Kina. I vores branche er det atypisk, men det er en prioritering, vi vil gå langt for at holde fast i, siger Claus Støvlbæk Clausen, der er grundlægger af og direktør hos Nimbus Motorcycles.
Modsvar til MAGA
I tråd med potentielle handelskrige, og at man i USA orienterer sig mere indad end tidligere, forventer man hos Dansk Design Center, at vi fremadrettet vil se flere danske virksomheder, der i stigende grad vælger at udvikle og producere inden for landets grænser.
– Vi ser et USA, der er ved at lukke sig om sig selv. MAGA-bevægelsen sætter USA først, og vi kan kun gisne om, hvilke told- og handelsrestriktioner der vil præge markedet de kommende år. Det vil sandsynligvis også resultere i, at vi bliver mere eurocentriske og i højere grad vil støtte virksomheder med arbejdspladser, der gavner Europa og Danmark, siger Martin Delfer.
Vigtigt med dansk forankring
I de seneste år er ejerskabet af flere danske designbrands flyttet til udenlandske adresser. For Nimbus Motorcycles, der udover at have al udvikling og produktion i Danmark også er 100 procent dansk ejet, er den danske forankring og designtraditioner imidlertid helt essentielle.
– Vi har set mange eksempler på danske designtraditioner og hæderkronede brands som Georg Jensen og Louis Poulsen, der er endt på udenlandske hænder, men hvis vi vil have en lys fremtid, så skal vi være dansk forankret hele vejen rundt. Ud over, at det i dag er en fordel at have alle led i vores forsyningskæde tæt på, så ved en kineser altså ikke meget om den danske designkulturarv, som er så vigtig for os, afslutter Claus Støvlbæk Clausen.
Foto: storebaelt.dk
Nimbus Motorcycles A/S har ført det legendariske Nimbus-brand ind i nutiden med udviklingen af den elektriske Nimbus e-cykel og e-motorcykel. Med ’Humlebien’ fra 1934, som i mange år blev brugt af det danske politi, postvæsen, forsvar og brandvæsen blev Nimbus kendt og elsket. www.nimbus-motorcycles.com