Den elektriske Nimbus
Fremtiden kører på strøm
Nimbus e-motorcyklen prototype 1 har kørt test fra april 2024 til nov. 2024 med fremragende resultater.
Nimbus e-motorcyklen prototype 2 kører test fra foråret 2026 og hen over sommeren 2026.
Om alt går vel, satser vi på at Nimbus e-motorcyklen er myndighedsgodkendt og klar til danske nummerplader i 2027.
Hvordan sætter man strøm til en drøm?
– af Nanna Grunwald. Freelance skribent for Nimbus Motorcycles.

Claus Støvlbæk Clausen,
idémanden bag Nimbus Motorcycles.
Der er en forunderlig og ladet energi i drømmen om at skabe noget. Man kan blive så opslugt af denne ene tanke, at det er umuligt at komme fra den – og så er der kun én vej: Nemlig at virkeliggøre den.
Det var en af den slags drømme, der slog klørene i Claus Støvlbæk Clausen – den tidligere ejendomsmægler, der aldrig selv har kørt motorcykel – men som ved et pludseligt klarsyn forestillede sig, hvordan en genoplivning af den ikoniske danske Nimbus-motorcykel – ikke alene ville kunne være med til at skabe danske arbejdspladser – men også ville kunne videreføre den tradition for kvalitet og design, der gør os stolte af at være danske.
Når man spørger Claus, hvad der fik netop dén drøm til at slå så dybe rødder i ham, at han måtte gøre den til virkelighed, så ved han det knapt nok selv, men svarer flere ting: ”Rejsen, oplevelsen, nostalgi. At genoplive den gamle motorcykel. Noget man kan røre ved og vise frem.”
Spørger man så videre, om ikke han kunne få øje på nogle problemer ved at kaste sig ind i et så uforudsigeligt projekt, så siger han: ”Jeg ser ingen problemer. Kun muligheder. De problemer der er, dem løser vi.”
Jeg fortsætter med at prikke til Claus: ”Bliver du aldrig nervøs undervejs?” og han svarer: ”Jeg har ingen søvnløse nætter. Jeg tror på det hele vejen. Mange har sagt til mig, at det ikke kan lade sig gøre. Især folk der arbejder med motorcykler. Måske går det godt, fordi jeg intet vidste om motorcykler. Der var ingen barrierer. Og da jeg så en dag mødte en iværksætter, der brænder for elmotorer, så vidste jeg, at den nye Nimbus skulle køre på el.”
”Er projektet så forløbet, som du drømte om?”, forsøger jeg.
”Det her er fuldstændig, som det jeg drømte om. Vi kører stadig efter den oprindelige strategi. Jeg har aldrig skrevet en forretningsplan så hurtigt og så præcist.”
Til slut beder jeg Claus om at sætte et par ord på, hvad han som iværksætter er god til. Svaret er kort: ”Jeg er god til benarbejdet” … og efter lidt betænkningstid, “Og jo, det har taget længere tid end beregnet!”
–
Vi har samlet flere gode Nimbus-historier og -film på vores YouTube-kanal.
Gå på opdagelse her …
Udvikling fra idé til virkeliggørelse foregår alle andre steder end på tegnebrættet.









