Nimbushistorien
En ægte dansk legende
Nimbus ’Model C’ fra Fisker & Nielsen Ltd. 1934 fik hurtigt tilnavnet, Humlebien, på grund af sin særegne summende udstødningslyd. Hvis man rigtigt vil forstå, hvad der gjorde motorcyklen så exceptionel, er det vigtigt at vide, at britiske motorcyklister, på den tid, kørte på tunge encylindrede maskiner, normalt med sideventilmotorer, kædetræk, tunge bjælkegafler og rammer.
De havde ingen elektriske lygter, og kørerne skulle bære olietætte støvler. I sammenligning med de engelske maskiner var Humlebien let og smidig med hele fire cylindere, overliggende knastaksel, akseldrev til baghjulet – plus adskillige andre meget innovative funktioner. Det var en motorcykel langt forud for sin tid.
Post, Politi, Patrulje og Palle
Med Humlebien fra 1934, blev Nimbus kendt og elsket. Motorcyklen fik hurtigt ry for at være en gedigen og holdbar maskine. Derfor blev det også den foretrukne motorcykel hos både postvæsnet, politiet , forsvaret, hos forskellige offentlige institutioner – og ikke mindst hos brandvæsnet. Postvæsenet kørte på Nimbus frem til 1976.
Grundlæggende blev designet på Humlebien ikke ændret væsentligt, men den undergik selvfølgelig en række forbedringer frem til udfasningen i 1959. I 1961 kørte den sidste Nimbus ud af fabrikken. På det tidspunkt kostede en lille bil næsten det samme som en Nimbus motorcykel med sidevogn. Få den fulde historie om den gamle Nimbus-motorcykel på Danmarks Nimbus Touring.
Den gamle Nimbus-motorcykel fandt også vej til populærkulturen, da skuespillerkollegaerne Palle Huld og Elith Foss, i maj 1935, drog afsted på en spektakulær rejse rundt om Middelhavet. De kørte på en Nimbus-motorcykel med sidevogn gennem 19 lande, og forcerede bl.a. en libysk ørken. På rejsen tilbagelagde de 18.000 km.
Se Nimbusfilmen på Det Danske Filminstituts hjemmeside.
Det hele begyndte under bruseren
De fleste har prøvet at få gode idéer, når de mindst venter det. Man kobler fra og giver hjernen fri – og bang – så er den der! Sådan var det også for Claus Støvlbæk, da idéen om at genskabe den gamle Nimbus-motorcykel slog ned i ham en tilfældig dag under bruseren.
Hvis man går ham på klingen og spørger, hvorfor det netop var Nimbus-motorcyklen, så får man et lidt svævende svar om nostalgi, kvalitet og dansk design. Men hvis man så spørger, hvornår han første gang i sit liv lagde mærke til Nimbus-motorcyklen, kommer historien om en gang på Tuborg Havn. Claus var 8 år gammel og med sine forældre på tur til hovedstaden. Pludselig ser han der på havnen en flot gul motorcykel med sidevogn. Det er posten som er på sin daglige tømningstur mellem de røde postkasser. Postmanden stopper sækken med alle brevene i sidevognen, svinger benet over sadlen og ruller afsted på den summende maskine. 100 meter længere fremme drejer han om et hjørne, og i det samme letter sidevognen fra vejen. Den lille Claus er vildt imponeret. At han så skulle forbi ejendomsbranchen og sælge landbrugsmaskiner, inden billedet af den flyvende sidevogn igen dukkede op i hans bevidsthed, er en anden historie. For nu er han på sin helt egen Nimbus-rejse med den nye elektriske Nimbus.
Filmen om den gamle Nimbus-motorcykel
Se alle film og videoer om vores Nimbus-rejse på YouTube.